08. APRIL – JOVINO SANTOS NETO SOLOKONCERT OG BRUNCH FRA CAFE AGNES H


Brasiliansk stjernepianist besøger Anexet i Kerteminde 


Oplev en mesterlig musiker på Anexets nyerhvervede Steinway koncertflygel, når stjernepianisten Jovino Santos Neto gæster Anexet d. 8. april med en solo matinékoncert. Forinden koncerten kan du nyde Cafe Agnes H’s populære brunch.

Brunch serveres kl 11.00 og koncertstart kl 13.00.

Der er begrænsede billetter til arrangementet. Vær sikker på at få billetter til både brunch og koncert her:

KØB BILLETTER TIL KONCERT OG BRUNCH HER


Santos Neto regnes for en af Brasiliens største pianister. Hans personlige stil er kreativ blanding af energiske rytmer, dybe harmonier, telepatisk improvisation og lyriske melodier – altid inspireret og påvirket af den farverige brasilianske musikarv. Hans kompositioner har rod i hundredårige musikalske traditioner, men peger samtidig frem mod nye og dristige harmoniske formuleringer.

Du har helt exceptionelt mulighed for at opleve den brasilianske stjernepianist på Anexets nyerhvervede Steinway koncertflygel. Flygelet er doneret af Ole Kirk’s Fond, og giver Anexet mulighed for at afholde koncerter med topmusikere og ensembler fra hele verden.

Inden koncerten kan du nyde Cafe Agnes H’s velsmagende og populære brunch. Café Agnes H forpagtes og bestyres af Thomas Kurek, der med sin passion for mad fra alle verdenshjørner tilbyder sine gæster et spændende udvalg af lækre madretter, sandwiches og kager af høj kvalitet med fokus på økologi og brug af lokale råvarer. Agnes H´s mad og bagværk er altid tilberedt med friske og nøje udvalgte råvarer og der bliver brugt masser af tid på tilberedningen. Se mere om Cafe Agnes H på hjemmesiden her.


Er du medlem af JAZZKLUB ANEXET? 
I din personlige velkomstmail til jazzklubben har du modtaget en kode, som du kan bruge i billetlinket til at få billetter med rabat. 3 uger før koncerten før koncerten modtager du desuden en invitation til koncerten på mail, hvor koden fremgår.
Er du endnu ikke medlem af jazzklubben, kan du læse meget mere her. 

Jovino i Anexet

Fra sidste forår, hvor vi afholdt en dejlig koncert med den brasilianske stjernepianist Jovino Santo Neto sammen med Vini Iuel, Anders Mogensen, Kasper Tagel og Thomas Agergaard. D. 8 april har du muligheden for at opleve den store brasilianske pianist igen – nu solo på vores helt eget smukke Steinway koncertflygel. Det er til Solokoncert med Jovino Santos Neto & Brunch fra Cafe Agnes H i Anexet!

Slået op af Anexet ved Lundsgaard Gods i 6. marts 2018