15. september: Bobo Moreno, Ole Koch Hansen & Bo Stief Trio

Bobo Moreno, Ole Kock Hansen & Bo Stief trio

Den danske trio i international klasse med sangeren Bobo Moreno, pianisten Ole Kock Hansen og bassisten Bo Stief besøger Anexet den 15. september 2018 – vi tør godt at love velklingende, stemningsfyldt og virtuos musik for alle!


Koncertstart kl 20.00

Billetpris 200,-

Køb billet til koncerten her


Om koncerten

Tre kendte musikere i absolut verdensklasse, tre super erfarne og virtuose kunstnere, en trio med stor originalitet.  Gennem de seneste år har den velspillende trio etableret sig sikkert i det danske musikliv med mange, mange vellykkede livekoncerter. I august 2010 udkom cd’en “50 ways to leave your lover” og i 2013 udkom ”Dreamsville”. Begge cd’er har fået overstrømmende og positive roser i ind – og udland.

Repertoiret er et bredt udvalg af sange – mange af dem kendte med særlige budskaber og sangene er omhyggeligt udvalgte. Numrene tolkes i personlige udgaver med de tre musikeres originale fingeraftryk, men sangene er altid i centrum.

Bobo Moreno er nok en af de største danske sangere nogensinde. I denne jazzede konstellation får hans legende musikalske sang det fokus, som hans enestående talent fortjener. Bobo Moreno har desuden et meget bredt repertoire og et vokalt overskud, som kun de færreste sangere besidder.

Ole Koch Hansens glimrende klaverspil, både som akkompagnatør og solist i samspil med Bo Stiefs brede, klangfulde basspil på topplan fuldender trioen. Ole Kock Hansen og Bo Stief har siden midt-tresserne været vigtige ikoner på musikscenen. De to har, med deres åbne holdning til musik, spillet med de fleste. Heriblandt Miles Davis, Stan Getz, Toots Thieleman, Ben Webster, Dexter Gordon, Chet Baker og Sanne Salomonsen.

Tilsammen har de tre musikere fundet en åben, underholdende og uhøjtidelig stil, som giver plads til stemningsfyldt jazz, der henvender sig til alle.