14. november: Jazzdag 2018

Jazzdag 2018

Jazzmusikken hyldes, når Dansk Jazzmusikerforening afholder Jazzdag 2018 i Anexet. Der er lagt op til en aften med mange store jazz-oplevelser og heriblandt den canadiske basunist Alastair Kay, den efterspurgte Carl Winther Trio og Basic Big Band.

Om DJF’s Jazzdag:

Den 14. november 2018 er Anexet spillested for en af Canadas mest prominente og originale jazzmusikere, Alastair Kay. Den canadiske basunist har sat sit ikoniske aftryk på Canadas jazzscene med sit 20-årige engagement i Rob McConnells Boss Brass. Alastair Kay har over tre årtier optrådt med nogle af verdens bedste jazzartister, entertainere og orkestre – heriblandt Frank Sinatra, Tony Bennet og Ella Fitzgerald.

Hans virtuositet og alsidighed har gjort ham til den mest efterspurgte basunist i koncert -, studie -, og musicalsammenhænge i Toronto og har været fast inventar i orkestergraven ved store musicals som “The Lion King”, “Ragtime” og “Chicago”.

Nu besøger den prisbelønnede Jazz-basunist Anexet til Jazzdagen 2018 både som solist, men også ledsaget af Danmarks mest efterspurgte trio Carl Winther Trio.

Carl Winther Trio består af bassist Helle Marstrand, pianist Carl Winther og percussionist Anders Mogensen. Til daglig turnerer de tre musikere rundt i verden som en del af Jerry Bergonzi Quartet og Tim Hagans Quartet. Du kan opleve Carl Winther Trio i samspil med både Alastair Kay og Vini Iuel i anden afdeling af koncerten, mens Basic Big Band fra Svendborg sørger for musikalske oplevelser i første afdeling af koncerten under ledelse af Claus Bjerregård.


Køb din billet her


Anexet ved Lundsgaard Gods og Dansk Jazzmusikerforening glæder sig til at byde dig velkommen til en fantastisk jazzaften!