Kunstudstilling af Nadia Plesner “BORDERLINE”

Plesners soloudstilling BORDERLINE var en stor succes med mange besøgende, og den omhandlede flygtningekrisen i Europa. Gennem skulpturer, malerier, tegninger, film og installationer undersøger Plesner den mangefacetterede katastrofe.

Grænserne trækkes hårdt op i den offentlige debat, og der graves grøfter, mens fløjene diskuterer et mylder af emner på en gang. Tøndebomber, svinekød, ligestilling, frygt, venligboere, teltlejre, kulturberigelse, druknede børn, spyttemanden, familiesammenføring, terrorisme, kulturtab, økonomi, grænsebomme, nærområder, seksuelle overgreb, bådflygtninge, næstekærlighed, emigranter, vielsesringe, og internationale konventioner blandes til en grød. Er det overhovedet muligt at skelne?

Udstillingen inviterede publikum til at gå på opdagelse i nuancerne.

I april 2010 blev Nadia Plesner sagsøgt af Louis Vuitton og blev pålagt dagbøder på 37.000 kroner for at vise sit omdiskuterede maleri Darfurnica. Grunden til sagen er en nøgen og underernæret afrikansk dreng midt i billedet, som bærer en Louis Vuitton-taske. Modegiganten mente, at juridiske regler om logoprodukter var brudt, og selve retssagen vakte stor international opmærksomhed. Flere kunstnere og kendte støttede Nadia Plesner, da de mente, at sagen også drejede sig om kunstnerisk ytringsfrihed og retten til at gøre verden opmærksom på internationale problemer gennem kunst. I 2011 frikendte den nederlandske domstol Nadia Plesner.