6. FEBRUAR: GRATIS FOREDRAG I SAMARBEJDE MED AARHUS UNIVERSITET: DESIGN AF BIOMOLEKYLER OG NANOROBOTTER

Forskerne har nu afluret hvordan vores celler bygger avancerede biomolekyler. Hør om hvordan forskerne udnytter det til at designe robotter i molekylestørrelse som kan bruges til at opdage og rapportere om sygdomme og til at finde og dræbe kræftceller.

‘Design af biomolekyler og nanorobotter’ afholdes d. 6. februar kl. 19-21 ved lektor i biomolekylær nanoteknologi Ebbe Sloth Andersen fra Aarhus Universitet.

Det bliver muligt at stille spørgsmål til forelæseren under foredraget ved at sende en sms eller et tweet.

Foredraget livestreames fra Aarhus Universitet og kan nydes helt gratis på stort lærred i Anexet ved Lundsgaard Gods i Kerteminde. Livestreamingen starter kl. 19.00, så det er en god ide at komme senest 18.45.

Det vil være muligt at købe kaffe og kage i pausen i Café Agnes H.

Se det fulde program for forårets 8 livestreaminger af foredrag fra Aarhus Universitet her .

Om foredraget:
Hvis man kigger nærmere på livets mindste enhed, cellen, kan man inde i den opleve en fascinerende verden af store, avancerede biomolekyler som fungerer som stilladser, transportbånd og maskiner der tilsammen får cellerne til at virke. Overraskende nok er det komplekse maskineri i cellerne opbygget af ganske få typer af små molekyler – nemlig DNA, RNA og protein.

Disse små molekyler er sat sammen, én for én, i en lang kæde som perler på en snor. Rækkefølgen af de små molekyler i kæden er selve opskriften på det store, avancerede biomolekyle – herunder hvordan det folder sig sammen til dets endelige rumlige form og dermed også dets funktion.

Opskriften på hvordan biomolekyler folder sig har hidtil været en uløselig gåde. Forskere er nu begyndt at forstå og selv kunne lave opskrifter for biomolekyler. Det er tilmed lykkedes at designe biomolekyler så de danner komplekse kunstneriske former der slet ikke findes i naturen.

En af de mest avancerede anvendelser af denne nye teknologi er at designe robotter i molekylestørrelse der både kan detektere, beregne og agere på molekyleniveau. Robotterne kan fx bruges til at kontrollere enzymer, opdage og rapportere om sygdomme, og finde og dræbe kræftceller.