Den Fynske Kulturpris 2015 blev uddelt i Anexet

350 inviterede gæster lagde den 23. november vejen forbi Anexet ved Lundsgaard Gods. Anledningen var uddelingen af Den Fynske Kulturpris og gæsterne blev mødt af fakkelstier, lysinstallationer, dansere, boblende drinks og et brag af et underholdningsshow, som blev fermt styret af aftenens værtinde, skuespiller Mette Horn, som blandt andet havde medbragt Damen med de blå tænder. Vini Iuel med trio gav en forrygende koncert –  og inden Café Agnes H serverede kaffe, chokolader og kage, rundede Poul Dissing med sønner samt Las aftenen af med en bevægende koncert. I mellemtiden blev Den Fynske Kulturpris og de medfølgende 75.000 kr. uddelt. De glade vindere blev Fattigdom på tværs, et stort tillykke til dem.

Tak til Kulturregion Fyn og holdet bag arrangementet, alle medvirkende og ikke mindst publikum for at bidrage til en fantastisk aften.

24. november 2015

Fattigdom på tværs vinder Den Fynske Kulturpris 2015
Det blev Forsorgsmuseets debatudstilling Fattigdom på tværs, som løb med Den Fynske Kulturpris 2015. Ud over æren kan det svendborgensiske museum nu glæde sig over en kontant belønning på 75.000 kr.
Fattigdom på tværs vinder, fordi udstillingen formidler et ”tungt” emne, så det fremstår både inspirerende, tankevækkende og højaktuelt. Det forener solid forskning, research samt høj faglig kvalitet med en levende og gribende kulturhistorisk formidling, der fæstner sig i hukommelsen.

Ved at inddrage de besøgende i debatten bliver publikum en del af museumsformidlingen og af udstillingens fortælling. Og det giver publikum et særligt medejerskab.

Kulturregion Fyns 9 fynske kommuner har indstillet 16 kandidater til prisen. En fagjury har så efterfølgende udvalgt de 5 finalister, som skulle kæmpe om Den Fynsk Kulturpris 2015. På baggrund af fagjuryens anbefalinger har den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn udnævnt en vinder.

Formand for den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn, Lene Høsthaab siger:

På vegne af den politiske styregruppe vil jeg gerne lykønske forsorgsmuseet. Vi tager hatten af for, at et så forholdsvist lille museum tør tænke og agere så visionært og modigt med Fattigdom på tværs. Med debatudstillingen kan museet betragtes som en first mover, når det gælder inddragelse af moderne formidlingsværktøjer, publikumsinvolvering og at nå nye typer af museumsgæster herunder børn og unge.

Museumschef på Svendborg Museum og Forsorgsmuseet Esben Hedegaard:

Vi havde virkelig ikke forestillet os, at vi skulle gå hen og vinde prisen. Det var både et stærkt felt, vi var oppe i mod, og så gik prisen jo også til en svendborgensisk kulturinstitution sidste år. Ja så rent statistisk tænkte vi, det var umuligt. Vi er dog virkelig glade for prisen og for, at folk anerkender, at et emne som fattigdom kan inspirere og involvere publikum på en måde, vi ikke havde forestillet os muligt.

  • Den lille havfrue – Myten under vand på Kulturmaskinen under HCA Festivals 2014
  • Koncertrækkerne ”Fynsk Forår” ved Odense Symfoniorkester
  • Udstilling 2014 i Kunsttårnene på Langeland
  • Kunstnerdynastiet Syberg

Fagjuryen

  • Jakob Bjerregaard Engmann
  • Povl Chr. Balslev
  • Svend-Allan Sørensen
  • Inger Birkestrøm Juul
  • Gertrud Hvidberg-Hansen
  • Ingrid Vatne

FOTO: Emil Andresen